Motivmødet den 2. november 2019.

 

Så er sæsonen 2019-2020 skudt i gang og vi var 16 -18 medlemmer der var mødt op i Herlev til efterårets møde. Formiddagens indlæg stod Erik Kolmos for, først en lille orientering om den nye hjemmeside, som nu er næsten helt oppe og køre, bad om ideer og forslag til andre ting, som kunne gøre vores hjemmeside interessant. En opfordring til medlemmer om, at evt. komme med en kopi af deres samlinger/eksponater, helst i fotofiler, som så kunne vises på vores hjemmeside til eksempel og inspiration for andre. Under punktet: Samlinger.

Derefter viste han sit eksponat. The Twilight Hunters in Denmark. Historien om uglerne her I landet og deres måske lidt vanskelige livsvilkår. Eksponatet havde sidst været udstillet på KPK´s Jubilæumsudstilling i oktober, og han var ikke tilfreds med resultatet og gennemgik de mange ændringer der var sket i eksponatet op til udstillingen. Der kom en diskussion i gang, hvor der var en del forslag til forbedringer.

Efter frokost viste formanden Søren et eksponat, som han havde lånt, med et lidt usædvanligt emne: The Teddy Bear. Oplægget var om, det var et tematisk- eller åbenklasse eksponat. Eksponatet var fint sat op, men det var svært helt at bestemme sig til udstillingsklassen og der udspandt sig en livlig diskussion.

Mødet sluttede hen på eftermiddag og der var som vanligt blevet byttet livligt.